Lækre amerikanske pandekager over bål

Sidst opdateret:
To amerikanske pandekager tilberedes på en bålpande, der stå i gløderne

Er der noget hyggeligere end at samle venner og familie rundt om et bål og bage pandekager? Ikke hvis du spørger os! Pandekager er altid en sikker vinder, både blandt store og små, og de bliver kun bedre af at blive tilberedt over bål, hvor røgen og flammerne tilfører noget helt særligt til smagen.

I dette blogindlæg giver vi dig en nem og lækker opskrift på amerikanske pandekager over bål. Amerikanske pandekager er kendetegnet ved at være små, tykke og luftige, hvilket gør dem helt perfekte som brunch-pandekager eller til at stille den søde tand efter en lang dag i naturen. 

Forbered gerne pandekagedejen hjemmefra, og tag den med ud til bålstedet, når det er tid til bålhygge. Så slipper du for at slæbe på diverse ingredienser og køkkenredskaber.

Start med bålet

Når du skal lave mad og pandekager over bål, skal du naturligvis starte med at lave et bål, som giver den nødvendige varme. Det bedste bål til madlavning er, når flammerne er små og der er gløder.

Når bålet er på plads, skal du bruge en pandekagepande til bål, som kan tåle ild. For eksempel kan du bruge en bålpande af støbejern, smedejern eller stål, som tåler meget høje temperaturer og er velegnet til udendørs madlavning over bål.

Opskrift på pandekagedej uden æg og mælk

En god pandekagedej med masser af smag er alfa og omega, når du skal lave pandekager over bål. Denne pandekageopskrift er lidt speciel, idet den er uden æg, mælk, hvedemel eller hvidt sukker. Pandekagerne er således både laktosefri, glutenfri og veganske. Til gengæld indeholder de spiritus, som er med til at give dem en helt særlig og uimodståelig smag.

Hvis du ikke har noget honningkagekrydderi, kan du bytte det ud med kardemomme, kanel eller hvad du kan lide af krydderier i din pandekage.

Ingredienser (ca. 5 små pandekager):

  • 3 dl vand
  • 1 dl Marsala-vin
  •  2½ dl glutenfri mel
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 tsk honningkagekrydderi
  • 1 dl kokossukker
  • Smør til stegning

Topping:

  • 1 dl druknede rosiner og mandelsplitter i Marsala-vin
  • Hele mandler
  • Chokoladecreme
  • 1 æble

Sådan gør du

  1. Lav dejen hjemmefra, så du er klar til at lave dine lækre pandekager over bål, når du kommer frem til lejren. Bland alle ingredienser sammen i en skål, og pisk indtil der ikke er flere klumper tilbage.
  2. Lad stegepanden varme op på bålet, og tilføj rigeligt med smør.
  3. Når smørret er smeltet, hælder du dej på panden. Stop, når diameteren er tilpas stor til din smag.
  4. Vend pandekagen om, når den er lysebrun og har en svag stegeskorpe. Hvis der er meget varme på bålet, går det virkelig hurtigt, så hold godt øje!
  5. Når pandekagen er bagt færdig på begge sider, vipper du den over på en tallerken. 
  6. Du kan nu toppe pandekagen med det, du har lyst til, eller du kan prøve vores forslag til topping:
  • Smør chokoladecremen ud på pandekagen og drys med hele mandler.
  • Bland rosiner og mandesplitter med Marsala-vin og hæld blandingen ud over pandekagen. Hvis børn skal spise med, kan du lave rosinblandingen med juice eller vand i stedet for Marsala-vin. Det er bare vigtigt, at rosinerne ikke er tørre.
  • Top med friske æblestykker.

Flere opskrifter på madlavning over bål

Vi vil gerne gøre det så nemt og lige til som muligt at lave mad i det fri. Derfor har vi samlet en række opskrifter på mad, som nemt kan tilberedes over bål. Vil du gerne blive i dessert-genren, kan du blandt andet prøve vores lækre opskrifter på pandekagekugler over bål eller bagte æbler på bål – men der er også mange andre outdoor-retter, som bare venter på at blive afprøvet.