Farverig hjemmelavet pizza på bål i mini trangia

Sidst opdateret:
Hjemmelavet pizza med tomatsovs og friske toppings tilberedes på en mini trangia over bål

Pizza er en udbredt fanfavorit – og det gælder også blandt friluftsentusiaster. Det er nemlig en ret, der er nem, hurtig, utrolig lækker og sagtens kan laves over et bål, hvis du skal lave aftensmad i det fri. 

Her får du en nem og hurtig opskrift på glutenfri, sprøde og utrolig lækre pizzaer, der skal tilberedes i en mini trangia over bål. Saml dine venner og familie til en hyggelig bålaften i haven, eller forbered pizzadejen hjemmefra, og tag den med på tur til et fjerntliggende bålsted. Der er ikke meget, som smager bedre efter en lang dag i naturen end et slice bålpizza med serranoskinke, mozzarella og frisk basilikum. 

Opskrift på glutenfri pizza på bål i mini trangia

| Tid: 30 min i køkkenet + 30 min ved bålet | Portioner: 2 – 3 stk. | Økonomi: Billig | Allergier: Glutenfri |

Det behøver ikke at tage ret lang tid at lave en lækker, sprød og glutenfri pizzabund. Faktisk kan du købe pizzamelet færdigblandet, så du kun skal bruge vand, gær og olivenolie til at færdiggøre pizzadejen.

Du kan bruge alle typer pizzamel, men husk at vælge glutenfri pizzamel, hvis du vil lave en glutenfri pizzadej. Husk også, at det kan variere, hvad melblandingen skal blandes op med, så læs altid instrukserne på pakken.  

Det skal du bruge:

Pizzadej:

  • 1 pakke glutenfri pizzamel
  • 25 g gær
  • 25 olivenolie
  • 260 ml vand

Fyld:

  • 1 lille dåse tomatkoncentrat
  • 2 – 3 strimler serranoskinke
  • 1 lille kugle mozzarella
  • 10 strimler gul peberfrugt
  • 2-3 duske basilikum

Redskaber:

  • 1 røremaskine eller skål
  • 1 mini trangia 
  • 1 bål

Sådan gør du:

  1. Bland pizzadejen som anvist på pizzamelspakken.
  2. Del dejen i 2-3 stykker. Hvis du ikke skal bruge det hele, kan du fryse halvdelen af dejen ned og gemme.
  3. Rul dejkuglerne ud til pizzabunde, så de er 1 -2 cm tykke og passer i omkredsen til din mini trangia. Brug eventuelt din mini trangia-pande som udstikker, så er du sikker på, at pizzabunden passer i størrelsen.
  4. Hvis pizzabundene skal transporteres ud til et bålsted væk fra hjemmet, skal de pakkes i en lufttæt beholder med bagepapir imellem.
  5. Du kan enten klargøre alt fyldet hjemmefra og transportere det i en lufttæt beholder, eller du kan gøre det klar ved bålet i rigtig vildmarksstil.
  6. Når bålet er klar, lægger du en pizzabund i din mini trangia og kommer tomatkoncentrat, peberfrugt, serranoskinke og små stykker mozzarella ovenpå.
  7. Læg låg på panden, så der dannes en lille ovn om pizzaen.
  8. Stil mini trangiaen på en grillrist, brænde eller direkte på gløderne.
  9. Alt efter hvor intenst bålet er, skal pizzaen have mellem 5 – 7 minutter. Tjek til pizzaen efter 5 minutter, og giv den et par minutter mere, hvis den ikke er færdig.
  10. Når pizzaen er bagt færdig, kan du løfte den forsigtigt af panden med en bred kniv eller spatel.
  11. Inden servering putter du lige en stor dusk basilikum på pizzaen. Velbekomme!

Tips til at lave pizza på bål:

Et godt tip, når du skal lave pizza på bål, er at starte bålet i god tid, så der er gode gløder, når det endelig bliver pizzatid. Det bedste bål til pizza og andet bålmåd består af rolige gløder og ingen vilde flammer.

Ejer du ikke en mini trangia, kan du bruge en almindelig bålpande. Det er bare vigtigt, at du lægger en form for låg ovenpå, så der skabes en ovn rundt om pizzaen, og den varmes fra alle sider. Du kan finde vores sortiment af bålpander her.

Hvis du ikke kan lide det fyld, vi forslår, så top din pizza med dit eget yndlingsfyld eller grøntsager og kødrester fra dagen før. Bare sørg for, at fyldet ikke bliver for stort eller kræver for lang tilberedningstid, da fyldet og pizzabunden skulle helst være færdige på samme tid.