Pakkeliste til sheltertur: Kom godt i gang med at overnatte i naturen
Det er vores klare overbevisning, at alle bør prøve en nat i shelter! At vågne op i den friske luft til lyden af kvidrende fugle er en helt fantastisk måde at starte dagen på. Den specielle følelse af at sove i det fri i ly for vind og vejr er svær at skabe hjemme i baghaven, men heldigvis er der mange gode muligheder for at sove i shelter i naturen her i Danmark.
Hvis det er første gang, du skal prøve at overnatte i naturen på denne måde, oplever du måske en vis forvirring omkring dit valg af udstyr til sheltertur. Derfor har vi valgt at sammensætte denne korte guide komplet med en pakkeliste til sheltertur.
Essentielt shelter-udstyr
Hvor længe du skal være på sheltertur har stor indflydelse på, hvor meget tøj, mad og drikke du skal have med.
Det siger måske sig selv, men det er vigtigt at pointere, at du altid bør pakke efter årstiden, når du udvælger dit essentielle udstyr til shelter. Det er nemlig vigtigt med påklædning, liggeunderlag og sovepose, der passer til temperatur- og vejrforhold.
Om du skal overnatte i shelter efter en vandretur, hvor du bærer hele din oppakning på ryggen, eller om du har mulighed for at køre tæt på eller hele vejen frem til shelterpladsen, har stor indflydelse på, hvor meget du kan tage med dig. En rygsæk bliver nemlig hurtigt tung, hvis du skal have en masse mad og bålgrej med, eller hvis du skal sove i shelter om vinteren.
Pak den bedste mad til sheltertur
Mange danske sheltere er placeret i naturskønne områder. Det er dejligt, når du ønsker at tilbringe en nat i rolige omgivelser fri for bylivets lyde og trafikstøj. Det betyder dog også, at der oftest er langt til nærmeste supermarked, café eller restaurant, når du er på sheltertur.
Derfor er det vigtigt, at du får pakket alt den mad, du skal bruge i løbet af din tur. Et godt tip til at få pakket det rigtige mad og drikke til at dække dine behov, er at undersøge den plads, du skal overnatte på grundigt.
På nogle shelterpladser er der f.eks. ikke mulighed for at fylde din drikkedunk op. Her er det altså vigtigt, at du har gjort dig nogle tanker om, hvordan du sikrer dit væskeindtag. Hvis ikke du har mulighed for at medbringe nok vand selv, kan du overveje at investere i et vandfilter eller drikkesystem, så du kan omdanne sø- eller å-vand til rent drikkevand.
Om der er mulighed for at lave bål på shelterpladsen har stor indflydelse på, hvilket madlavningsgrej du skal have med. Undersøg stedet på nettet for at bedømme, om du skal pakke brænde, tændstikker og bålbrej eller om du i stedet skal have fundet sprit- eller gasbrænderen frem.
Sheltertur-mad kan være mange ting. Hvis du kun skal sove der en enkelt nat, kan det være, at du slet ikke har lyst til at kaste dig ud i at lave mad. Hvis dette er tilfældet, kan du vælge at tilberede din mad hjemmefra – enten i form af en kold madpakke eller en varm ret opbevaret i en smart food jug, der kan holde det lunt i mange timer.
En anden let løsning, når du skal lave mad på sheltertur, er at koge vand i en kedel eller gryde og tilberede frysetørret mad. Der findes et stort udvalg af frysetørrede retter, og du kan således spise både lækker morgenmad, frokost, aftensmad og endda dessert på denne måde.
Du kan selvfølgelig også medbringe forskellige fødevarer i en køleboks, så du kan lave mad over bål eller på din medbragte sprit- eller gasbrænder. Den sidste mulighed her, giver dig mest mulighed for at være kreativ med din shelter-madlavning.
Selvom det ikke er nødvendigt, kan det være sjovt med mere finurlige madindslag som ristede skumfiduser, pandekager, snobrød, bagte æbler eller måske ligefrem heksefingre og mumiepølsehorn, der med garanti vil sprede latter og smil på shelterpladsen. Snacks som frugt, nødder, chokolade og myslibarer er heller aldrig en dum idé.
Tips til hvad du ellers kan tage med
For at sikre, at turen bliver en god oplevelse, kan det være en fin idé at medbringe forskellige former for underholdning. Alt efter om du skal sove alene i shelteret, eller om du er afsted med venner, familie eller måske dit vandrelaug, kan underholdningen antage mange forskellige former.
Det kan være alt fra en pandelampe og en god bog, et spil kort, en bold eller udendørsspil som kongespil eller petanque, hvis I bliver mange. Skal du have børn eller barnlige sjæle med, er det rigtig gode ting at tage med på sheltertur.
Hvis du skal på tur med andre, så husk at koordinere, hvem der tager hvad med, så I ikke skal slæbe på unødvendig oppakning. Læs mere om, hvordan du pakker til fællesture her.
Sheltertur pakkeliste
Nu hvor vi har givet dig vores tips til, hvordan du skal pakke til din shelterovernatning, kommer så vores vejledende pakkeliste. Huskelisten er delt ind i forskellige temaer, så du lettere kan danne dig et overblik over, hvad du evt. skal have købt eller fundet frem fra gemmerne.
Overnatningsudstyr:
- Stor drybag til sovepose og liggeunderlag (ca. 15-20L)
- Liggeunderlag
- Sovepose
- Pude
- Lille drybag til dine toiletsager: tandbørste, tandpasta, vådservietter, deodorant, biosæbe, læbepomade, hårelastikker, medicin, briller/ekstra linser, ørepropper og papirlommetørklæder
Mad og drikke:
- Håndsprit
- Mad
- Spisegrej
- Vand (drikkevand og til at lave mad)
- Drikkedunk
- Vandfilter eller drikkesystem
- Termokop eller -krus
- Stormkøkkenudstyr og bålgrej (som stormtændstikker eller tændstål, kogesæt med fast brændsel eller sprit/gasbrænder, bålpander, bålgryder, kedler samt spatel, tang eller lignende udstyr)
- Brænde (hvis ikke, det er at finde på shelterpladsen)
- Affaldsposer
Praktisk grej:
- Toiletpapir og evt. en skovl
- Ekstratøj i drybag (hvis du skal have mere end en overnatning)
- Pandelampe og evt. lommelygte
- Førstehjælpssæt
- Siddeunderlag
- Powerbank med ledning (husk at pakke elektronik i en drybag)
- Grej som strips, faldskærmsline og karabinhager
- Sav eller økse
- Multi-tool
- Foldekniv
- Håndklæde
Andre gode ting til sheltertur:
- Underholdning
- Kamera
- Insektspray og myggenet
- Solcreme
- Solbriller
- Hat el. hue, halsedisse og handsker
- Varmedunk og lagenpose (kan også bruges som et tæppe, hvis du skulle blive koldt på ryggen, når du sidder ved bålet)
- Regntøj
Bliv klogere efter hver sheltertur
Vi håber, at vores korte artikel og pakkeliste til sheltertur, har givet dig en bedre idé, om hvad skal du bruge af udstyr til overnatning i shelter. Når du har været afsted på din første tur, er det en god idé at kaste et blik på listen igen for at vurdere, om der var noget, du ikke fik brugt, eller andet, du føler, du stod og manglede. På den måde bliver du nemlig endnu bedre til at pakke til de næste shelterture, du skal på.