Knive til undervandsjagt

Sortér efter
Mærke
Farve
Størrelse

Gode knive til undervandsjagt

En lettilgængelig dykkerkniv kan gøre en kæmpe forskel, når du jager under havets overflade. Den kan naturligvis bruges til at håndtere og aflive de fisk, du fanger, men endnu vigtigere kan den være med til at øge din sikkerhed i vandet. Skulle du komme til at hænge fast i genstridig tang, tabte fiskeliner eller lignende, kan du nemlig bruge kniven til at skære eller save dig fri. Derfor anbefales det, at du altid har minimum en lille dykkerkniv på dig, uanset om du jagter fisk eller dykker for fornøjelsens skyld.

Hvad gør en dykkerkniv til noget særligt?

Dykkerknive er ikke helt som almindelige, alsidige outdoor-knive. De er nemlig nøje udviklet til at modstå de hårde betingelser, havet og dykning som aktivitet stiller til både holdbarhed og funktionalitet. Det betyder blandt andet, at knive til undervandsjagt typisk ikke er så store, hvilket gør dem nemme og lette at bære på kroppen, når du dykker.

En typisk dykkerkniv har et dobbeltkantet blad med en glat og en takket side. Den skarpe, glatte kant er ideel til generelle skæreopgaver og aflivning af fisk, mens den savtakkede kant gør det lettere at skære igennem net, liner og sejt materiale. Nogle modeller er udstyret med en indbygget “line cutter”, som kan skære igennem liner og reb med stor hastighed – en essentiel funktion, hvis du skulle blive fanget og skal frigøre sig hurtigt.

Materialerne, de er lavet af, som ofte er rustfrit stål (hærdet 420-stål) eller ultralet titanium, er valgt, fordi de er yderst gode til at modstå korrosion fra saltvand. Dykkerknive er generelt meget robuste, så du kan være sikker på, at de ikke knækker eller bliver deforme, når du skal håndtere store fisk. Det ergonomiske håndtag, de er udstyret med, har for det mest en behagelig gummiagtig polymer-belægning, der sikrer et godt greb, både med og uden dykkerhandsker.

Langt de fleste dykkerknive kommer med en plastskede til sikker opbevaring. De fleste af disse skeder har en smart låsemekanisme, der forhindrer kniven i at falde ud, men som samtidigt er let at betjene med blot én hånd. Plastskeden kan med medfølgende stropper fastgøres på enten dit ben eller arm. Det er en fordel at vælge en skede med en lukkemekanisme, der giver et hørbart klik, når kniven sættes i, så du er sikker på ikke at miste din dykkerkniv, fordi den ikke blev ordentligt placeret.

Få mest muligt ud af din undervandskniv

For at få størst glæde af din kniv til UV-jagt er det vigtigt at vide lidt om, hvordan den skal placeres og vedligeholdes. Læs mere om det herunder!

Placering

Placeringen af din dykkerkniv eller -knive er altafgørende. De skal nemlig være lette at tilgå hurtigt, hvis behovet skulle opstå. Mange dykkere bærer derfor kniven på benet, da det er en intuitiv placering, der giver hurtig adgang. Andre foretrækker overarmen, så de kan trække kniven hurtigt, mens de håndterer andet udstyr. Der er også dem, der foretrækker at bære kniven på deres dykkerbælte eller underarm, da de føler, det giver den mest centrale og lettilgængelige placering.

Det er en god idé forholdsvis hurtigt at beslutte dig for, hvilken placering du fortrækker, så det bliver en del af din rutine. På den måde ved du instinktivt, hvor du skal finde den, når det virkelig gælder. Hvis du har to knive på dig, når du dykker, kan det være en fordel at placere en på læggen og en anden i enten bæltet eller på under- eller overarmen, så du altid vil kunne tilgå en, hvis dit ben f.eks. skulle blive viklet ind i en fiskeline.

Uanset hvor du ender med at placere din dykkerkniv, er vores bedste råd at sørge for altid at sikre, at du har placeret den korrekt i skeden. Ved at bruge to sekunder ekstra på at sikre dig det, undgår du nemlig, at den pludselig ligger nede på havbunden og griner ad dig.

Vedligeholdelse

Selv de bedste dykkerknive kræver regelmæssig vedligeholdelse for at forblive skarpe og rustfrie. Efter hvert dyk skal du derfor skylle kniven i ferskvand for at fjerne salt og andre havrester. Har du brugt den til at håndtere fisk, skal den naturligvis også rengøres af hygiejneårsager. Tør den herefter grundigt af, og pak den aldrig ned, hvis den er fugtig. De nemme tips forhindrer tidlig rustning og sikrer, at kniven forbliver skarp.

Trods omhyggelig vedligeholdelse er det naturligt, at en kniv til undervandsjagt over tid vil blive slidt og skal skiftes ud med en nyere model, men med ordentlig pleje kan dens levetid forlænges betragteligt.

Mere UV-udstyr til skarpe priser

Selvom en dykkerkniv er essentiel til UV-jagt, har du naturligvis brug for mere velvalgt grej for at blive helt klar. Du behøver dog ikke lede længe, da vi også har både harpuner til undervandsjagt og gode undervandslygter, så du kan se, hvad du laver, hvis du dykker dybt eller i mørke.

Sortimentet af vandsportsudstyr her på Friluft.dk byder også på våddragter i neopren, der kan være med til at holde dig varm på lange jagtture, og svømmefødder, der sikrer fart og fremdrift. Begge dele kan være med til at gøre din tid i vandet mere behagelig og effektiv. I vores udvalg af tilbehør til UV-jagt har vi desuden vægtbælter, der kan være med til at sikre en neutral opdrift med god stabilitet.