Tarp og presenninger

Sortér efter
Mærke
Farve
Størrelse

Beskyt dig selv og din lejr på outdoor-ture med en tarp

Nøgleordet for outdoor-udstyr er alsidighed, og ikke meget udstyr er lige så alsidigt som en tarp. Det er en særlig type vandtæt presenning, der bruges i forbindelse med overnatning i naturen. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan bruge den til. Når du skal vælge en tarp, er det vigtigste at finde en, der imødekommer dine behov: Grundlæggende er den bedste tarp den, der passer i din oppakning og er stor nok til at give dig det læ, du har brug for.

Du kan sagtens finde en billig tarp, som giver ly for vind, vejr og kraftig sol, men du kan også investere lidt mere, så du får en ekstra kvalitetsrig model med gode materialer som ripstop nylon, vejrbestandige belægninger, knudeløs opsætning og meget mere. Det er godt givet ud, når du står i halvmørket og slår lejr op i dårligt vejr.

Ideel til camping, vandreture og jagt

Når du køber en tarp, behøver det ikke kun handle om overnatning. Den kan også være praktisk at have med på endagsture eller jagt, hvor du med fordel kan slå den op og få ly i frokostpausen eller efter jagt, når byttet skal forberedes, før turen går hjemad. Hvis det regner eller blæser meget, kan det være rart med et hurtigt shelter, som ikke fylder og vejer i oppakningen, når du kun er afsted en dags tid med en lille rygsæk.

Hvis du er afsted på tur i flere dage, har du sikkert en bivy bag eller et 1-2-personers telt med, du kan overnatte i. Til begge dele kan en tarp være en god tilføjelse for at give ekstra beskyttelse, samtidig med at du stadigvæk ikke har særlig meget med i din oppakning. Det er især en fordel, hvis du er på vandretur eller lignende, hvor vægt og størrelse på oppakningen har stor betydning.

Brug din presenning til shelter og bivuak

Når du skal lave et shelter med en tarp, der som nævnt er en type pressening, er det vigtigt, at du sætter den rigtigt op. En god opsætning afgør nemlig, hvor godt læ og beskyttelse du får, hvilket kan gøre en stor forskel på nætter, hvor vejret giver alt, hvad det har. Der er mange måder at sætte en tarp-presenning op. Det afhænger blandt andet af, om du skal have beskyttelse mod sidevind, regn, sol, nedfaldne blade eller bare en smule morgendug.

Nogle tarp-presenninger kommer med stænger, så du kan sætte den op som et klassisk shelter eller bivuak, mens andre bare leveres, som de er, så du kan medbringe egne stænger, bruge vandrestave eller blot sætte den op med snor eller reb. Du kan også bruge dine vandrestave til at give højde og stabilitet til tarpen, eller hvis du ikke har træer med en god afstand imellem sig i nærheden.

Bivuakker til overnatning i naturen

En bivuak-presenning giver dig mange muligheder for at bygge dit eget shelter i et naturområde med fri teltning. Sæt den for eksempel op mellem to træer eller ved at lave en diamantform med en enkelt snor gennem midten af tarpen fra jorden op mod et træ. Disse to bivuak-typer kaldes henholdsvist en A-forms bivuak/ophængsbivuak og diamantbivuak. Som udgangspunkt er en diamantbivuak lidt mindre end en A-bivuak.

Du kan også bruge din tarp til at lave en endnu større shelterbivuak, der fungerer som et halvtag, hvorunder I kan sove mange ved siden af hinanden. Bivuakker af denne type har en bærende rafte fastgjort mellem to træer, hvorfra din tarp føres ned til jorden og fastgøres med snor og pløkker.

Sidst med ikke mindst kan du også bruge din tarp til at lave en tipibivuak. Denne type er perfekt som vinterbivuak, da den er tæt og varm. Du laver en tipibivuak ved at fastbinde en eller flere presenninger rundt om en træstamme og fæstne den til jorden. Da det kan være udfordrende at lave en tipibivuak med tarp, er det bedst at være flere. Fordi presenningerne tæt omslutter træet, bliver der varmt i bivuakken. Derfor kan der også komme kondens i din vinterbivuak. Husk derfor at lufte ud i dagtimerne.

Uanset hvilken bivuak-type, du vælger at bygge, er det en fordel at holde indgangshøjden på under en meter. På den måde holder du bedre på varmen og sikrer dig mod vind og vejr. Hvis du bruger flere presenninger til at lave din bivuak, skal du huske at lave overlap mellem hver tarp og spænde dem stramt op, så du ikke får lavet et uønsket nedløbsrør.

Sådan får du mest ud af din tarp

At få mest ud af tarpen handler ikke kun om den rette opsætning. Det handler også om at vide, hvor og hvornår det giver bedst mening at sætte den op.

Camperer du med telt eller andet i tørvejr, men på vådt og mudret underlag, giver det ikke meget mening at sætte den op som ekstra beskyttelse over teltet. Til gengæld giver det rigtig god mening at bruge den under teltet, så der ikke kommer fugt op gennem bundens teltdug, og så teltet ikke er helt mudret, når det skal pakkes sammen.

Du kan også bruge en tarp over din hængekøje – ikke nødvendigvis som ly for regnvejr, men for at tage nedfaldne blade og grene fra trækronerne over dig, eller for at beskytte dig mod duggen både morgen og aften.

I stedet for at bruge en tarp over eller under telt, hængekøje eller lignende kan du bruge den ved siden af for at skabe en lejrplads med læ. Så kan du sidde trygt og godt i læ for både vind og regn, og tænder du et bål – hvis der er tilstrækkelig afstand til din tarp – skaber du også god varme.

I godt vejr kan du droppe telt eller hængekøje i oppakningen og nøjes med et isolerende liggeunderlag og en god sovepose med en tarp over. Så er det næsten som at sove direkte under stjernerne, men du bliver beskyttet mod nedfaldne ting fra træerne over dig, dug, regn osv. Det letter desuden oppakningen, fordi du kun skal have liggeunderlag, sovepose og tarp med i stedet for eksempelvis et tungt telt.