Wokpander
Hvad er en wok?
Wokpander forbindes ofte med det øst- og sydøstasiatiske køkken, hvor de bruges til at skabe smagfulde, friske retter med masser af bid og sprødhed. En god wokpande er nemlig ideel til såkaldt lynstegning, der giver en sprød stegeskorpe. De er kendt for at være hurtige til at varme op og gode til at fordele deres varme jævnt. Mad i wok er således både hurtigt og lækkert at lave – specielt når du har lyst til at lave mad udendørs i forbindelse med den tid, du tilbringer i vores skønne natur.
Udformning og materialer
En wok er nærmest en mellemting mellem en pande og en gryde, da den er dyb med høje sider og enten en rund bund eller en ganske lille stegeflade. På grund af dens udformning er en wok ret rummelig. Du kan få dem både med håndtag eller skaft, og de fremstilles i en række forskellige materialer som for eksempel stål og støbejern. Både stål- og støbejernspander er klassiske valg til udendørs madlavning.
De traditionelle wokpander, du finder på kinesiske madmarkeder, er oftest lavet af støbejern. De er dog noget tyndere, end det, de fleste danskere forbinder med en klassisk støbejernspande, som godt kan være ret tung. En stålpande vejer, uanset type, mindre end en støbejerns-wokpande og er dermed lettere at have med i din rummelige rygsæk, når du skal ud i naturen, end en af støbe- eller smedejern.
Nogle wokpander kommer med en non-stick belægning af teflon. Men hvis du gerne vil bruge din nye wokpande til at lave outdoor-mad, er det bedst at købe en uden. Belægningen kan nemlig ikke holde til de høje temperaturer, du opnår, når du laver mad over bål, ved en grill eller med en gasbrænder. Teflon-belægningen kan derfor begynde at bryde ned og frigive usunde stoffer til din mad. Med olie eller andet stegefedt kan du dog skabe en naturlig non-stick belægning ved at stege din pande ind, inden du tager den i brug. Så skaber du et godt udgangspunkt for den naturlige patina, din pande vil opbygge over tid.
Hvordan bruger du en wok?
Udover at du selvfølgelig kan bruge en god wok i dit køkken, kan du også bruge din wokpande til gas, bål og grill. Der er altså rig mulighed for at lave mad på mange forskellige måder – inklusiv outdoor-mad, når du er på vandretur eller jagteventyr. Faktisk er der mange, der mener, at man med de højere temperaturer et bål eller grill kan generere, kan lave det allerbedste wokmad. Du skal bare sørge for at bruge en god olie.
Wokpande til bål
Hvis du gerne vil bruge din wokpande til bål, afhænger din fremgangsmåde af, hvilket materiale den er lavet af. Støbejernspander uden emaljeret overflade samt nogle stålpander kan uden problemer bruges direkte i bålets ild eller på varme kul. Har din wokpande derimod en emaljeret overflade eller håndtag/skaft af materialer, der ikke tåler direkte varme (for eksempel en epoxy-belægning eller træ), bør du bruge en smart stegeplade eller god grillrist, så du på den måde varmer den op igennem indirekte varme, når du skal lave bålmad.
Wokpande til grill og gas
En god wok kan du selvfølgelig også bruge på din grill – ligegyldigt om du har en kul- eller gasgrill – og på dit kogesæt, der bruger enten sprit, gas eller fast brændsel. Når du laver outdoor-mad i wok på grill, skal du være opmærksom på, at det kan gå rigtig hurtigt med tilberedningen. Derfor er det en god idé at have forberedt alle dine ingredienser, inden du går i gang. Forbered dem eventuelt hjemmefra, og opbevar dem i en smart food jug, så du kan bruge din friluftstid på at nyde naturen fremfor at snitte grøntsager.
Hvad kan du wokke?
En god wokpande giver rigtig mange muligheder for, hvad du kan kokkerere i dit udekøkken. På grund af dens høje sider er en wok helt eminent til lave wokretter, paella, rissotto og suppe, hvor det er en fordel let at kunne røre rundt.
Wokpander fungerer også perfekt til at dybstege aftenlækkerier som dumblings, forårsruller, kylling, rejer og spanske churros, da den kan indeholde en god mængde olie. En wokpande med låg er også rigtig god, hvis du gerne vil dampe fisk, skaldyr og grøntsager, ligesom du selvfølgelig også kan bruge den til braisering af oksekød.
Måske overraskende kan du også sagtens stege “hverdagshelte” som æg og hakkebøffer i din wok. Da wokpander har gode varmeledende evner bliver siderne varme nok til, at du kan stege hakkebøfferne på siderne, mens du laver de tilhørende bløde løg i midten – så er der altså lagt i oven, eller skulle vi sige panden, til en god middag ved bålet eller grillen!